Historie

Åbenbaringen.

I det herrens år 1988 gik der en lille dreng rundt i Gerlev, Nordsjælland (En lille, men kedelig landsby) og pillede næse og lavede andet intetsigende, da det pludselig gav et ‘gib’ i ham. Dette ‘gib’ var en åbenbaring fra oven. En stemme fra oven sagde til drengen at han skulle se at få sig et liv og se at interessere sig for livets sande værdier. Drengen forstod med det samme hvad stemmen mente, han følte en pludselig trang til at se mænd i mærkelige uniformere løbe ind i hinanden med stor kraft i kamp om en lille oppustet svineblære kaldet en football. Drengen gik hjem til sit alter, tændte for det, og dér så han sit kald. En footballkamp med Cincinnati Bengals og deres stjerne Ickey Woods. Dette kunne ikke være et tilfælde tænkte drengen og pludselig forstod han, at meningen med livet var at sprede læren om American Football i Danmark. Drengen, der hed Anders M. Rasmussen, begyndte derefter at sprede budskabet om American Football i lokalområdet og betegnes derfor den dag i dag som en messias for Oaks.

 

Klubbens start.

I 1991, eller var det i 1992, fik Anders Rasmussen så overtalt sin gode ven Andreas Hogsted (undertegnede), som også var blevet bidt af en gal football, til at købe et sæt udstyr som han selv havde gjort det. De to gik derefter hen på legepladsen i Gerlev og tævede hinanden gule og blå i deres udstyr, dette blev dog hurtig rimelig kedeligt og de besluttede sig for at danne en klub.

De gik nu i gang med at plage, tigge, tvinge og presse folk de kendte til at købe udstyr, bolde og lignende. Vupti! Pludselig var de 5-10 mennesker i udstyr.

Nu manglede de bare et klubnavn, banetider, bestyrelse og en træner for at kunne kalde sig en klub. D. 22 juli 1992, til klubbens stiftende generalforsamling blev navnet Jægerspris Oaks vedtaget som klubnavn (Anders Rasmussen var selvfølgelig hjernen bag navnet) og der blev valgt en bestyrelse. Bestyrelsens kassèr blev Thomas Andersen, også kaldet Abbe, da han var den eneste over 18 år og derfor den eneste der måtte varetage pengekassen.

Klubbens navn Oaks har en helt speciel baggrund. I Jægerspris kommune lå og ligger Nordskoven, i Nordskoven gror Europas 3 ældste egetræer; kongeegen, storkeegen og snogeegen. Disse træer stod og står for alt hvad klubben gerne vil stå for; de er umulige at komme uden om, de er solide, overlever enhver modgang og er urokkelige; de giver sig med andre ord ikke en tomme og udstråler en utrolig styrke.

 

Den første kamp.

Oaks første hjemmebane blev den berømte “Fivehigh Dome” i landsbyen Femhøj, her blev der trænet 2 gange om ugen under Coach Anders Rasmussens hårde hånd.

Bestyrelsen (Anders var selvfølgelig formand) fandt dog hurtigt ud af at vi måtte have en træner fra Staterne til at gøre os klar til kamp. Den første amerikanske træner Oaks fik blev således David Cunningham som trænede os på deltid samtidig med at han spillede for Herlev Rebels og han var også manden der fik arrangeret vores første træningskamp mod Herlev Rebels II. Før kampen havde vi arrangeret en træningskamp mellem Herlev Rebels og Copenhagen Vikings, der var mestre, og arrangementet skabte stor interesse i lokalområdet hvilket var utroligt godt for klubben. Vores kamp mod Rebels II endte 22-22, men det vigtig for Oaks var ikke resultatet men derimod den store opbakning og hjælp vi fik fra Rebels og Vikings; Mange, mange tak skal det lyde herfra.

 

1994.

I 1994 var Oaks således klar til deres første sæson. Vi skulle spille i den nystartede 2.Div Øst, som bestod af os og Fakse Mustangs. 2 hold, dét var dét, men det var da bedre end ingenting. Faktisk havde vi en fed sæson bestående af 6 kampe mod Fakse Mustangs, under ledelse af vores trænerduo; Chris Kidwell og Jesper Hansen fra Rebels. Vi havde 6 tætte kampe, bla. Andet en 3-0 sejr i Fakse på et yderst tvivlsomt FG. Det var også dét år at et af Oakshistoriens til dato hårdeste og mest brutale hits blev udført, et hit så brutalt at jeg bliver nød til at skrive om det. Fakse havde en god, hårdfør runningback som vi havde store problemer med. Han var stor, meget fysisk, frygtløs og han løb os simpelthen ned. Fakse lugtede hurtigt lunten og gav selvfølgelig deres brutale back bolden konstant, med det resultat at vi ikke kunne stoppe løbet og var ved at miste modet, vi kunne simpelthen ikke kontrollere ham. Men Fakse dummede sig, de blev grådige, de begyndte at sætte ham ind som Kick-returner i den tro at ingen kunne stoppe ham; En kæmpe fejlbedømmelse. Vores Strong Safty Jan Kwiecien, holdets bedste atlet, hårdest hitter og mest frygtløse spiller var selvfølgelig blevet godt træt af at blive løbet ned og besluttede sig for at nu kunne det være nok! Fakses Runningback modtog kick-offet og løb i fuld fart op i midten af banen med den tro at han kunne løbe alle ned, i sær det lille fnug af en safty der kom løbende mod ham i fuld fart. Han sænkede sin skulder og gjorde sig klar til at løbe denne opkomling af en safty ned, en fejltagelse af gigantiske dimensioner. Jan var i fuld fart og kunne næsten ikke tro sine egne øjne, der var ingen wedge til at blokke for Returneren. Fakse troede åbenbart at deres store back var ustoppelig og at man derfor ikke behøvede at blokke en headhunter på 70 kilo,forkert igen. De 2 ramte hinanden i topfart med et voldsomt “thudd”. Et hit så brutalt at Faksespillerens krop blev slynget 4-5 meter tilbage, han vidste ikke hvad der havde ramt ham, men det vidste alle andre på stadion. Jan stod oprejst og brølede, han følte at han havde lavet det perfekte hit. Og det havde han også. Fra det tidspunkt vidste vi alle at Fakses runningback ikke var ustoppelig, incl. Ham selv som pludselig ikke havde den store lyst til at spille mere. Sådan kan en individuel handling være forskellen i en holdsport. Kampene mod Fakse Mustangs medførte 5 sejre og 1 nederlag, så vores første sæson var altså en succes. Flere spillere var kommet til i løbet af sæsonen og vi var nu klar til en ny sæson med flere udfordringer.

 

1995 + Vejle.

I 1995 startede vi for første gang i en rigtig turnering med flere hold fra begge sider af bæltet. 2.Div var blevet landsdækkende og bestod hovedsagelig af jyske hold. Oaks havde forberedt sig godt til sæsonen gennem træning og havde for første gang en amerikansk spiller i LB Joey Shive. Nu var det hold som Vejle, Fredericia og Odense der stod på programmet, alle gamle veletablerede klubber der vidste hvad de lavede. Man kan sige at 1995 sæsonen blev vores ilddåb i footballverdenen. Vi tabte de fleste kampe men blev gradvist bedre og hårdere, vi lærte en masse af de nederlag. Vi tabte knebent til Odense med 6-7 i en kamp der var præget af defense og special teams (Vi tabte på et blocked punt i endzonen) og fik en gedigen røvfuld af Fredericia Jets med 50-0, men kampen mod Vejle Saints var nok den kamp der lærte Oaks mest. Vi rejste til Vejle med 17 spiller og blev mødt af et Vejle hold bestående af 30 spillere der alle havde prøvet at spille i den bedste række. Da kampen startede vidste vi med det samme at vi var ude at skide; De tævede os simpelthen fysisk og vadede ned af banen som de havde lyst til. Men til Vejles store frustration blev de konstant stoppet i redzone med det resultat at stillingen kun var 8-0 efter første halvleg. Vejle vandt yderst fortjent 16-0 (resultatet burde havde været 50-0). At kampen kun blev 16-0 betød meget for os, vi følte at vi aldrig var ude af kampen og det var godt at se spillerne samles mod overmagten i stedet for at give op. 2 af vores spillere røg på hospitalet og vores amerikanske spiller blev ramt så hårdt at han pissede blod, men vi nægtede at give op. Vi blev ved med at kæmpe og det var utrolig vigtigt, for det lærte mange af vores spillere at man aldrig giver op, selv ikke mod et hold der er så overlegent som Vejle var den dag i 1995. 1995 sæsonen sluttede med kun en sejr til Oaks men det var nu slet ikke så slemt når alt kommer til alt.

 

1996.

En ny sæson stod for døren. Denne gang havde vores kære forbund besluttet at 2. Div endnu engang skulle opdeles i en Vest division og en Øst division, med det resultat at vi skulle spille hele sæsonen mod det samme hold; Vordingborg Vikings. Dette var noget bæ, da det betød at vi skulle spille mod et nystartet hold der ikke kunne gøre den store modstand mod den velsmurte Oaksmaskine. Vi havde heldigvis ikke investeret i en amerikaner og satte vores lid til en masse nye spillere der var kommet til klubben og de fik rig lejlighed til at lære spillets facetter. Det var altså held i uheld at vi havde sådan en “let” sæson, vores veteraner kedede sig nok lidt og fik ikke nok udfordringer men det gav klubben mulighed for at udvikle talenter og give nye spillere noget spilletid. Vi fik 2 af vores største profiler det år, vores OT Lars Kidmose og dildokongen Vince Mathisen.

 

1997.

1997 blev et blandet år for Oaks. Træner Anders Rasmussen og bestyrelsen havde håbet på at dette skulle være året hvor vi gik i finalen og vandt. Vi havde ikke investeret i en amerikaner for andet år i træk men vi havde, syntes vi selv, et stærkt og homogent hold og turneringen var igen spændende, med hold som Vestegnen Volunteers, Fredericia Jets og Slagelse Gladiators. Vi havde en god sæson under vores rookie QB Ulrik Jørgensen, bedre kendt som Uglen´s, ledelse og vi spillede mange tætte kampe. 3 kampe blev vundet i fjerde quarter og den eneste kamp vi tabte, til et velspillende Volunteers hold, blev ligeledes afgjort i de sidste minutter. Alt var klar til at Oaks skulle vinde deres første finale. Men forhåbningerne blev hurtigt manet i jorden mod et fantastisk motiveret og velspillende Volunteers hold. Vi blev fuldstændig udspillede og tabte 50-0, vel og mærket til et hold vi havde spillet lige op med i grundspillet. Dette var meget skuffende og fik flere af os til at tænke på hjælp fra staterne til den nye sæson, da det var tydeligt at vi trængte til ny inspiration udefra. Vi skulle have en spiller/træner der kunne motivere og få folk til at yde deres bedste. En træner der var emotionel og ikke accepterede andet end 100% indsats.

 

Shawn Thacker kommer til byen!

Shawn Thacker blev den mand der skulle indpiske lidt attitude i Oaks og det fik han så sandelig lært de spillere der manglede lidt intensitet. Shawns træninger var hårde og fysiske og han førte altid selv an i de mange øvelser, han fik med andre ord folk til at tænke som én stor organisme der arbejder sammen og hjælper hinanden konstant. Dette medført et Oakshold der havde været i ondeskole og i sær et defense der nådesløst fløj til bolden. Vores offense blev tændt af at se vores defense og ville ikke sådan bare spille anden violin. Dette medførte at både offense og defense spillede med stor intensitet, de konkurrerede praktisk talt indbyrdes. Oaks var blevet et hold som man slog sig på, et hold der havde det bedre jo mere fysisk kampene var. Under Shawns ledelse lykkedes det os at komme i endnu en finale, denne gang mod Esbjerg Hurricanes. Men for andet år i træk gik vi ned. Dette skyldtes uden tvivl at Shawn måtte rejse hjem få dage før finalen da hans far var blevet alvorligt syg, dette var ekstremt uheldigt da vi pludselig stod uden vores leder på sidelinjen og banen. Vi manglede ganske enkelt vores indpisker og bedste kort mod Esbjerg og vi tabte da også stort.

 

En ny æra.

I 1999 sæsonen skulle vi for første gang spille i en 9-mands turnering. Vi ville selvfølgelig helst havde spillet 11-mands bold, men det var der desværre ikke grundlag for. Vi havde endnu engang skaffet en amerikaner til landet, denne gang den meget kontroversielle Scott Dykes, der nok er den mest intense træner vi nogensinde havde haft. Sæsonen blev meget spændende da vi blandt andet vandt over Esbjerg i overtime og tabte til Herlev med 4 sekunder tilbage på 4. down. Desuden tabte vi til Copenhagen Towers i overtime på en katastrofal dommerfejl, som selv Towers gav os ret i, men sket var sket. Scott Dykes kunne ikke styre sit temperament og fik karantæne i den næste kamp for at råbe efter den blinde og inkompetente dommer der kostede os sejren. Vores angreb var bygget rundt om et stærkt runninggame og et solidt defense og det lykkedes os endnu engang at komme i finalen, denne gang mod Towers. Finalen blev afholdt på Gentofte stadion i øsende regnvejr. Towers var altså på hjemmebane men det kunne absolut ikke høres på tilskuerpladserne. Opbakningen var utrolig stor og der var mødt overraskende mange tilskuer op for at se en tæt og velspillet kamp. De fik hvad de kom efter, men desværre for os var det Towers der trak det længste strå i en tæt og spændende finale.

 

Monsteret fra Carolina.

Hen over sommeren 1999 sagde Oaks farvel til den meget kontroversielle, vokale og intense runningback Scott Dykes. Jagten gik derefter hurtigt ind på en ny Kaner, idet 2000 sæsonen allerede startede i efteråret 99!!!!! Meget mærkeligt, men ”genierne” i DAFF havde fundet ud af, at det var smart at dele sæsonen op i en efterårs- og forårssæson (hvorfor må stå hen i det uvisse). Det lykkedes Oaks at skaffe amerikaneren Sigmund Platt til holdet. Siggi viste sig hurtigt at være en særdeles kompetent runningback og linebacker. Sigmund, der hurtigt blev døbt The Black Puddel efter en sort puddelhund der altid kom vandrende forbi banen hvor vi trænede (guderne må vide hvorfor), var tidligere bodybuilder og sprinter. En perfekt kombination til football. Han var blid som et lam uden for banen, men en sand djævel på den. De første 2 måneder var der ikke en eneste gang til træning hvor han blev tacklet!!! Sindssygt!! Hårdføre linebacker Andreas Kofoed var den første der forsøgte at sætte Siggi på plads til træning, meget modigt (andre mener dumt) af Kofoed. Det lykkedes ikke for Ko at tackle The Black Puddel, men det lykkedes ham til gengæld at påføre sig selv en nakkeskade, han har den dag i dag. Nogle gange ser han tilmed gult! Oaks forhåbninger til 2000 sæsonen var derfor store. Et godt hold fyldte med veteraner, flere gode rookies og en monster fra USA skulle endelig sørge for at Oaks kom til tops.

I årets første kampe ramlede Oaks ind i altid hårdføre og brutale Vejle Saints. Oaks slikkede sig om munden. Vi havde jo monsteret Sigmund i baghånden, så nu skulle jyden godt nok have klø! Sigmund viste sig hurtigt at dominere totalt. Saints var på hælene, men blev holdt inde i kampen grundet 5 Oaks turnovers. Kampen var lige indtil få sekunder før tid, hvor det lykkedes Sigmund at score touchdown på et langt løb. Alle var glade, endelig havde vi besejret Vejle… troede vi. På banen lå til vores fortvivlelse en gul klud. Holding mod Oaks – touchdownen underkendt!!!

Vi kom os aldrig over denne holding og tabte kampen takket være egne fejl. Straffe og turnovers havde slået os ihjel. Sigmund og Vincent havde begge over 100 yards rushing og et snit på over 6,0 yards pr. attempt. Imponerende statistiker, men hvad betyder det når man taber kampen.

Den næste kamp var mod stærke Esbjerg. Igen dominerede vores brutale wish-bone angreb. Igen fodrede vi vores 3 onde runningbacks med bolden. Vince, Siggi og Mørk havde henholdsvis 13, 13 og 12 carries. The Black Puddel var skyld i den største skade og Esbjerg kunne ikke stoppe den fremtidige Arena-league stjerne. Sigmund havde igen over 100 yards på jorden. Desuden greb han en 78 yard td fra Munken, en Oaks rekord der står den dag i dag! På forsvarssiden havde undertegnede en supergod dag. 1½ sacks og 1 interception. Imponerende stats for en safty! Alt-i-alt en god dag for både offense og defense. Oaks dominerede kampen så meget, at vi vandt trods hele 6 fumbles. Utroligt (hvem havde smurt den bold ind i sæbe?). Oaks var nu fulde af selvtillid og alle på holdet vidste, at vi havde et eksplosivt hold. De andre hold frygtede Sigmund (med god grund) og vores defense var giftigt. Ud over Sigmund havde især runningback Vincent Mathisen vist sublimt spil mod de to jydehold fra Vejle og Esbjerg. På forsvaret havde især superrookien Mikael Mortensen og veteranen Andreas Hogsted vist godt spil. Begge havde forceret flere turnovers og lavet et utal af tackles.

Årets tredje kamp stod mod en helt ny klub på den amerikanske footballscene. Greve Monarchs (nu Avedøre Monarchs) var i deres første sæson og var divisionens boksebold i efteråret 99 (siden hen har de godt nok taget grusomt revanche). Oaks ydmygede Monarchs med 50-0 før tid på mercy-rule. Sigmund Platt scorede hele 5 td´s og havde 280 yards på kun 10 rushing attempts i kampen. Han holdt simpelthen legestue Monarchs defense, hvilket blev for meget for flere af deres spillere. Hele 3 gange blev de straffet for grove personal-fouls på Siggi, alle 3 gange i endzonen efter at Siggi havde scoret og spillet var dødt. I sandhed tåbeligt! Sigmund viste dog sit store format ved blot at grine af de formastelige der ikke havde overskud til at spille inde for reglerne. Pinligt af Monarchs!

Den fjerde, og sidste, kamp i efteråret 1999 stod mod Herning Hawks i Herning. Oaks var usikre og nervøse for hvordan det skulle gå, da holdet manglede tre store profiler. 2/3 af backfield var væk, idet både fullback Jacob Mørk og runningback Vincent Mathisen var på ferie. På forsvaret manglede safty og captain Andreas Hogsted. Heldigvis for Oaks var Siggi, Oaks absolut mest frygtede våben, klar til kamp. Coach og quarterback Anders Rasmussen vidste, at Sigmund ikke kunne klare skærene alene, hvorfor runningback veteranerne Bo Mathisen og Ulrik Jørgensen blev ”overtalt” til at indgå som erstatning for Mørk og Vince. Godt tænkt af Anders! Kampen blev tæt og Hawks gjorde alt for at stoppe Sigmund, alle mand fokuserede på den store bodybuilder fra Carolina som ”kun” fik 86 yards på jorden (dog scorede han 4 korte td´s, så helt skidt var det ikke). Siggi sled langsomt et heroisk kæmpende Hawks hold ned, hvilket gav plads til Bo og Ulrik der en sidste gang i karrieren beviste deres værd som runners. Bo løb for 121 yards og havde 8,1 yards i snit og Ulrik løb for 81 yards samt scorede på et kick-off. Kampen, der var fyldt med big plays fra begge sider, blev spillet i regn og mudder. Oaks havde kun et! vellykket kast hele dagen (et smukt touchdown kast fra Onkel A til Siggi for 55 yards). At Oaks ikke havde noget passinggame betød dog intet da Bo, Siggi og Ulrik klarede ærterne via hårdt arbejde med benene. Efter kampen over Hawks kom vinterpausen endelig, og Oaks kunne varme sig ved tanken om at ligge på førstepladsen i divisionen vinteren over. Vi vidste dog at foråret ville byde på nogle hårde opgør, idet Sigmund ikke længere ville være at finde i backfield.

Sigmund forlod Oaks, som aftalt, efter en forrygende efterårssæson, for at forfølge sine drømme om at komme i NFL, CFL eller Arena League (udviklingsliga ejet af NFL). Sigmund var lysår bedre end samtlige andre spillere i Danmark, og han dominerede alt og alle i ligaen. Han legede simpelthen med de bedste spillere i ligaen, ligesom han var helt urørlig til træning. Sigmund var og er i sandhed den bedste spiller der nogensinde har spillet på dansk jord. Og så spillede han for Oaks! Cool!!! Sigmund var holdets hurtigste spiller og den klart stærkeste (Hvem husker ikke dengang han i en brandert til en byfest i ALBERTSLUND af alle steder vandt en stærkmandskonkurrence ved at bænkpresse 200 kg). For at slutte historien om den bedste spiller til nogensinde at bære en Oaks uniform (sorry Marvin men Siggi var bedre) skal det nævnes, at Siggi´s drøm om at komme i Arena-league gik i opfyldelse. Han spiller den dag i dag (2005) stadig i ligaen og er tilmed gift med en Carolina Panthers cheerleader (godt scoret af The Black Puddel). Tabet af Sigmund kunne ikke erstattes, men Oaks var dog stadigvæk en giftig modstander. Vi havde stadig en god offensiv linje med veteraner som Johan, Lars ”Chief” Kidmose og Thomas ”Abbe” Andersen, samt en giftig backfield med brutale og frygtede fullback Jacob Mørk og supertalentet Vincent Mathisen. Alt sammen ledet af veteran quarterback og træner Anders Rasmussen. På forsvarssiden ville tabet af Sigmund ikke blive mærket så meget. Godt nok var The Black Puddel en giftig linebacker, men han var ikke nær så skarp på defense, som han var på offense. Forsvarets stærke secondary var intakt. Kvartetten Andreas Hogsted, Vincent Mathisen, Bo Mathisen og Kenneth Kvæler var alle klar til kamp. Også linjen var godt besat med Chief og Andreas ”Hoover” Kofoed. Eneste svage punkt var linebacker enheden, hvor kun Jan Kwiecien udmærkede sig. Alle sejl blev herefter sat ind på at skaffe en amerikansk linebacker til det nye årtusinde.

 

Jagten på de 1000 yards!!!!!

Foråret 2001 – (anden halvdel af 2000 sæsonen).

Oaks startede foråret 2001 i en ønskeposition. Vi lå i toppen af divisionstabellen og, hvis vi kunne blive ved med at vinde, var en divisionstitel og oprykning til landets bedste liga inden for rækkevidde. Bare få år tidligere havde mange andre klubber grinet af Oaks, men nu var vi ved at opnå et niveau hvor alle blev nød til at tage os seriøst. Men først skulle vi vise, at vi kunne stå distancen som et af topholdene i 1. division. Sigmund var rejst hjem, og dermed havde vi mistet vores største playmaker og leder. Som et plaster på såret havde vi hyret den intense amerikaner Geoff Ackerman. Ackerman nåede ikke Sigmund til sokkeholderne som spiller, men bragte masser intensitet og vildskab til holdet, ligesom han spillede det fremragende som linebacker – en sand fattigmands Bill Romanowski!!!!!

På angrebssiden skulle veteranerne Jacob Mørk og Vincent Mathisen dæmme op for tabet af Sigmund. Både Vincent og Jacob var på dette tidspunkt i deres livs form, og de havde begge haft en fremragende sæson ind til videre. Oaks var med andre ord fortrøstningsfulde inden starten på anden halvdel af 2000 sæsonen.

Første kamp var ude mod bundholdet Næstved Devils. Devils var en forholdsvis nystartet klub der stadigvæk ikke rigtig havde fået fodfæste i ligaen. Oaks dominerende da også som ventet opgøret der blev spillet så langt ude på landet, at der end ikke var omklædningsfacaliteter, hvilket resulterede i at Oaks måtte klæde om i spillerbussen! Opgøret blev vundet stort, og især runningback duoen Vince og Jacob Mørk dominerede takket være sublimt o-line spil. Vince slog Sigmund´s kun halve år gamle rekord for fleste rushing yards i en kamp, med 285 yards på 20 carries. Som kronen på værket lykkedes det sågar for Geoff Ackerman at score en safty! Alt i alt en fremragende start for Oaks.

Næste opgør stod mod Odense Swans, og igen klikkede Oaks runningattack. Både Jacob Mørk og Vince havde over 130 yards rushing og vi var ustoppelige langs jorden. Faktisk dominerede vi så kraftig langs jorden, at qb Anders Rasmussen kun havde 2 completions i hele kampe. Anders var dog særdeles effektiv, idet den ene af de 2 completions var en touchdown til wr Espen Salvesen.Vincent Mathisen havde nu løbet for utrolige 465 yards i kun 2 opgør!!!!!! Helt vildt. Vince var nu oppe på 722 yards i sæsonen og de magiske 1000 yards var nu inden for rækkevidde. I forårets tredje opgør mødte vi Ålborg 89ers der ligesom Devils og Swans fik en gedigen øretæve. Igen var Oaks rushing juggernaut altdominerende.

Denne gang gik Jacob Mørk amok og løb for 186 yards! Vince måtte ”nøjes” med

82 yards. Vores dominans langs jorden var så stor, at vores defense for tredje kamp i træk næste ikke var på banen og at vores qb stort set ikke behøvede at kaste.

Oaks næste opgør var mod dødsfjenderne fra Vejle Saints. Oaks havde aldrig slået Saints, selv ikke med Sigmund på holdet, og alt tydede på at det igen ville blive svært for Oaks at hive en sejr i hus. Vi skulle møde dem på deres frygtede hjemmestadion, hvor de generelt spiller væsentligt bedre end på udebane. Der var lagt op til et fysisk brag af rang. Begge hold var af den opfattelse at modstanderens psyke og vilje skulle knækkes gennem hårde hits og intensitet, og det blev da også en af de mere fysiske kampe det år. Oaks forsøgte at etablere løbet men rendte panden mod et stærkt defense i redzone. Vince og Jacob Mørk havde flere gode løb i kampen og Oaks defense spillede godt, men det var ikke nok til at hive sejren i hus mod stærke Saints. Saints, Oaks onde ånd, trak sig endnu engang sejrrigt ud af en yderst intens kamp. Under kampen var der flere gange tumult og slagsmål. Begge hold ønskede at vise hjem der bestemte. På et tidspunkt i 3rd quarter, efter et ondsindet late-hit af Jacob Mørk på Saints stjerne receiver Kristian Worm ud for Saints bænk, fløj næverne igennem luften!!! På Oaks sidelinje råbte Geoff Ackerman til Oaks defense: ”lets fight”, hvorefter vi alle løb Jacob og vores offense til undsætning!!! Tumulten varede i flere minutter inden gemytterne faldt til ro. På trods af alt balladen blev ingen dog udvist og kampen kunne forsætte.

Efter vores bitre nederlag til Saints skulle vi møde Monarchs. Monarchs havde på dette tidspunkt udviklet sig til at være en sand succeshistorie. Væk var holdet der fik storstryg i starten af sæsonen. Monarchs havde hyret en af Danmarks allerbedste spillere og trænere, Kim Ewe. Coach Ewe havde bragt skik på holdet, ligesom han havde tiltrukket masser af etablerede veteraner fra andre klubber. Monarchs havde nu flere rutinerede nationalliga spillere på holdet og lå således i toppen af divisionen sammen med Saints og Oaks.

Et dynasti var under opbygning, ingen viste dog dette endnu, og Oaks gik da også frisk til opgaven. Det blev hurtigt klar for os at dette var et helt andet hold, end det vi havde mødt i efteråret. Ewe var ustoppelig og Monarchs defense fik lukket ned for Oaks frygtede rushingattack. Monarchs var således det første hold i sæsonen der, for alvor, fik has på Vince. Vince sluttede opgøret med kun 46 rushing yards. Oaks blev domineret i alle spillets faser og Monarchs vandt fortjent kampen.

Det regulære sæson var dermed slut. Oaks endte på andenpladsen, og vi havde derfor kvalificeret os til finalen. Finalen skulle spilles mod netop Monarchs i Roskilde. Oaks ankom til kampen som klare underdogs, Monarchs havde som sagt domineret i de to holds foregående møde. Oaks havde dog ikke sådan tænkt sig at give op uden kamp, der var ganske enkelt for meget på spil. Oaks ønskede brændende at sikre sig oprykning til landets bedste række, ligesom vi brændende ønskede at kalde os mestre – alle kunne huske den tamme fornemmelse vi havde i maven, da vi tabte sidste års mesterskabskamp til Towers. Derudover var det meget vigtigt for alle, at Vincent Mathisen fik sine 1000 yards rushing. Ingen spiller i Oaks historie havde hidtil nået denne milepæl, og Vince lovede da også at afholde en stor fest med gratis bajere ad libitum for hele o-line, hvis de sikrede ham denne milepæl. Kampen blev en spændende og tæt affære i første halvleg. Oaks viste bedre takter end sidst de to hold bragede sammen. Oaks rushingattack flyttede bolden (Vincent´s motivation af o-line så ud til at virke), men Oaks defense havde det svært mod stærke og klogt spillende Kim Ewe.

Kampen endte med en fortjent sejr til Monarchs der dermed sikrede sig adgang til Danmarks bedste række. Oaks havde dog vist gode takter, og vi havde spillet op til vores bedste. Måske var vi alligevel ikke klar til at rykke op. Monarchs var i hvert fald en tand bedre end os. Som et plaster på såret lykkedes det Vince at gøre det umulige. På trods af at han havde delt carries med stærke spillere som Sigmund Platt og Jacob Mørk, lykkedes det ham at nå de 1000 yards!!! Helt fantastisk, og noget som ikke er blevet gentaget siden i Oaks historie. Før finalen mod Monarchs havde Vince løbet for 932 yards. Han havde dog kun løbet for 46 yards i årets næstsidste kamp – ligeledes mod Monarchs. Vincent var opsat på at bevise, at han havde mere i sig end sølle 46 yards. I finalen løb Vince som en besat, og han fik vist Monarchs, og omverdenen, at ingen kunne standse ham i at nå hans mål. Vince løb for imponerende 116 yards og passerede 1000 yard barrieren på et flot touchdown run på 56 yards.

Sæsonen sluttede altså med endnu et nederlag i en finale, men Oaks havde endnu engang placeret sig på landkortet som en seriøs modstander med flere sublime talenter på holdet. Fremtiden tydede lyst for Oaks.